Hvor kan du annoncere som kommunalvalgskandidat – og hvad skal du være opmærksom på?

Flere kommunalvalgskandidater bruger i dag sociale medier til at komme ud med deres budskaber. De sociale platforme giver mulighed for at kommunikere hurtigt, præcist og personligt. Men der er også mulighed for at betale sig til større synlighed. Spørgsmålet er bare, hvor det rent faktisk er tilladt at annoncere som politiker, og hvad man skal være særligt opmærksom på, når man gør det?

Vil du læse mere om sociale medier, kampagneøkonomi og effektiv synlighed i lokalvalg? Så finder du det hele i bogen “Fra kampagne til konstituering – en overlevelsesguide til kommunalpolitik“. Læs mere om bogen her.

Facebook og Instagram er de centrale platforme

Hvis du vil annoncere politisk som kommunalvalgskandidat, er det i praksis kun Facebook og Instagram, der er en mulighed for dig. Begge platforme ejes af Meta og benytter det samme annoncesystem. Her har du mulighed for at købe synlighed, målrette geografisk og kontrollere dit forbrug ned til mindste krone.

Platforme som TikTok, X (tidligere Twitter) og LinkedIn tillader ikke politisk annoncering her i Danmark. Derfor er det Meta-platformene, du bør koncentrere dig om.

Du skal godkendes, før du kan annoncere

Politisk annoncering kræver, at du bliver godkendt som afsender. Det betyder blandt andet, at du skal:

  • Uploade ID (f.eks. pas eller kørekort)
  • Aktivere to-faktor-godkendelse på din konto
  • Oprette en ansvarserklæring, hvor du angiver, hvem der står bag annoncerne

Punkt 1 og 2 sker for tiden på https://www.facebook.com/id

Herefter bliver dine politiske annoncer mærket med afsenderoplysninger og gemt i Metas offentlige annoncebibliotek. Her kan enhver se, hvilke annoncer du har kørt, hvor meget du har brugt, og hvem du har forsøgt at ramme.

Husk at sætte god tid af til opsætning og godkendelse.

På facebook.com/id skal du bekræfte din identiet ved at uploade pas eller kørekort. I den forbindelse skal du vælge “kørsel af annoncer om sociale mærkesager, valg eller politik” som årsag til valideringen.

Meta begrænser nye annoncører

Selv hvis du bliver godkendt, kan du ikke nødvendigvis bruge hele dit kampagnebudget med det samme. Nye annoncekonti får ofte tildelt en automatisk forbrugsgrænse, som kun langsomt hæves, efterhånden som du bygger historik op. Det betyder, at du kan blive begrænset til at bruge langt under 100 kr. om dagen i begyndelsen, selvom du har planlagt et større forbrug.

Det er derfor en klar fordel at begynde tidligt. Du kan starte med at booste enkelte opslag for små beløb, bare for at komme i gang og skabe en historik. På den måde undgår du at stå i en situation, hvor din kampagne er klar, men din konto ikke må bruge pengene.

Eksempel på daglig forbrugsgrænse, i dette tilfælde 8772,41 kroner i døgnet.

Vælg det rette værktøj til dine annoncer

Der findes flere måder at annoncere på. Den hurtigste er at bruge “Boost”-knappen under opslaget. Det kan fungere, men du får meget lidt kontrol over målretning og placering. Business Suite giver lidt flere muligheder, men den bedste løsning er at bruge Facebooks Annonceadministrator. Her kan du selv vælge målgruppe, budget, annonceformat og placeringer.

Dette giver også mulighed for at fravælge de steder, hvor dine annoncer ikke giver mening. For eksempel kan du undgå, at et kvadratisk billede bliver vist i Stories, hvor det ellers bliver beskåret og mister effekt. Du kan også undgå, at dine annoncer vises på eksterne websites, som Meta samarbejder med.

Brug geografisk målretning – men med omtanke

En af de største fordele ved Facebook og Instagram er, at du kan vælge at målrette dine annoncer til vælgere i din egen kommune. Det betyder, at du ikke betaler for at nå folk uden for dit område. Du kan også tilpasse budskaber til forskellige geografiske dele af kommunen, hvis du ønsker det.

Men det er vigtigt ikke at målrette for snævert. Hvis du forsøger at ramme for små segmenter, f.eks. “mænd mellem 50 og 55 i Rønne”, kan det betyde, at dine annoncer ikke bliver vist effektivt. Meta foretrækker brede målgrupper og kan afvise annoncer, der ikke har nok modtagere. Hold derfor dine målgrupper nogenlunde brede, og test dig frem.

Bliver dine målgrupper for små, risikerer du at annoncerne enten kører dårligt ellers slet ikke kommer til at køre.

Alt bliver synligt – også for dine modkandidater

Når du annoncerer politisk, bliver alt du gør gemt og vist i annoncebiblioteket. Det gælder både dine billeder, tekster, budget og målretning. Det skaber transparens, men betyder også, at dine modkandidater kan følge med i, hvad du laver.

Omvendt kan du naturligvis også bruge biblioteket til at følge med i, hvad de andre gør. Det kan give inspiration til budskaber, formater og målgrupper – men pas på med at kopiere ukritisk. Det vigtigste er, at din kampagne hænger sammen, og at dine annoncer passer til din stil og dine værdier.

Eksempel på Metas åbne annoncebibliotek, her fra Holbæk Kommunes borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen.

Afslutning

Sociale medier kan aldrig stå alene i en kommunalvalgkamp, men de kan være dén hjørnesten der gør, at du binder din kampagne sammen, og rammer store dele af dine potentielle målgrupper. Når det gælder betalt annoncering, er Facebook og Instagram i praksis dine eneste reelle muligheder. Start tidligt, så har du altid mulighed for at skalere, når du ved, hvad der virker.

Sørg for at blive godkendt i god tid. Test småt, før du går stort. Og hav altid styr på, hvordan dine annoncer hænger sammen med resten af din kampagne.