For små partier og lokallister, kan valgforbund gøre forskellen på at blive valgt – eller at stå helt uden for byrådet. Og for de større partier kan valgforbund være afgørende for antallet af mandater, som partiet formår at opnå. Alligevel er det for mange kandidater og partier et lidt uklart begreb.
Der findes en udbredt opfattelse af, at det altid er de store partier, der vinder på valgforbund.
Men er det nu også rigtigt?
Nej, så sort/hvidt er det ikke.
Små partier kan sagtens trække det længste strå i et valgforbund, selv når de indgår sammen med et eller flere større partier.
For det første bliver “kagen større” når mange partier går sammen – flere samlede stemmer giver helt lavpraktisk flere mandater at fordele. For det andet kan et lille parti ofte opnå sit første mandat før et større parti opnår fx. sit andet, tredje eller fjerde mandat.
I det her blogindlæg får du en praktisk og konkret gennemgang af, hvordan valgforbund fungerer ved kommunalvalg – og hvornår det giver strategisk mening.
Du kan læse meget mere om valgforbund (og om andre strategiske overvejelser I bør gøre jer ifm. kommunalvalget) i bogen Fra kampagne til konstituering – en overlevelsesguide til kommunalpolitik.
Læs mere om bogen her.
Hvad er et valgforbund?
Et valgforbund er en teknisk aftale mellem to eller flere partier om at få deres stemmer lagt sammen ved et valg, i forbindelse med at mandaterne fordeles. Det bruges ved kommunal- og regionsvalg – men ikke ved folketingsvalg.
Mandatfordelingen sker i to trin:
- Først fordeles mandaterne mellem de enkelte valgforbund og de partier, der står alene. Her er der potentiale for, at valgforbundet under ét opnår flere mandater, end partierne ville have opnået individuelt.
- Derefter fordeles mandaterne internt i hvert valgforbund.
Det hele foregår efter D’Hondts metode, som har en tendens til at favoriserer partier med høje stemmetal.
D’Hondts metode – i praksis
D’Hondts metode går ud på at dividere hvert partis stemmetal med 1, 2, 3, 4 og så videre. Hver gang vælges det højeste fordelingstal til næste mandat.
Et parti står aldrig matematisk set dårligere ved at være i et valgforbund, end hvis det står alene.
Kan et lille parti få noget ud af et valgforbund?
Forestil dig, at to partier går sammen i valgforbund:
- Parti A: 2.000 stemmer
- Parti B: 501 stemmer
Der skal fordeles 4 mandater til valgforbundet.
| Parti | ÷1 | ÷2 | ÷3 | ÷4 |
|---|---|---|---|---|
| A | 2000 | 1000 | 667 | 500 |
| B | 501 | 250 | 167 | 125 |
De fire højeste tal er:
- 2.000 → Parti A
- 1.000 → Parti A
- 667 → Parti A
- 501 → Parti B
Resultat: Parti A får tre mandater, og Parti B får ét mandat.
Men læg mærke til, hvor tæt det er. Hvis Parti B bare havde fået lidt færre stemmer – fx 499 – ville det sidste mandat være gået til Parti A i stedet.
Typiske valgforbund – og de politiske signaler
I mange kommuner ser man, at partierne indgår valgforbund i enten rød eller blå blok. Eksempelvis går partier som Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance ofte sammen, mens Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten typisk indgår i et fælles valgforbund.
Disse kombinationer er dog ikke mejslet i granit og varierer fra kommune til kommune afhængigt af den partiernes gensidige lokale historik og samarbejdsrelationer.
Lokallister står generelt mere frit i valgforbundsforhandlinger. De kan i princippet vælge at gå i valgforbund med hvem som helst, men netop derfor skal de også overveje, hvilket signal det sender. Et valgforbund med en tydeligt rød eller blå profil kan nemt placere en lokalliste ideologisk i vælgernes bevidsthed – også selvom listen helst vil fremstå som et neutralt eller sagbaseret alternativ.
Et valgforbund handler altså ikke kun om matematik og mandater, men også om det politiske signal, det sender til vælgerne.
Afslutning
Teknikken bag valgforbund kan være langhåret, men netop valgforbund har stor betydning for, hvordan mandater fordeles ved kommunalvalg. Både store og små partier bør overveje dem nøje – og forstå, hvad de risikerer at vinde eller miste i forskellige konstellationer.